Mit barn skal i krig

Mit barn skal i krig

Om bloggen

Da Stefano fortalte mig, at han skulle udsendes til Afghanistan, anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Min verden gik i sort.

For at få afløb for alt det der rørte sig i mig, begyndte jeg at skrive mine tanker ned. Råt for usødet og absolut ikke noget jeg ønskede andre skulle læse! Men som tiden gik, blev det tydeligt for mig, at det jeg havde skrevet, kunne være en stor håndsrækning til andre familier, der kommer i samme situation som os, og ideen til en bog var født.
Når man skal sende sit barn i krig, opdager man sider af sig selv man ikke kender, der sker så meget i én og intet er som før.
Jeg håber at min bog kan være en hjælp til genkendelighed, og den kan hjælpe andre igennem den udviklingsproces det i høj grad også er at sende sit barn i krig.

På denne blog vil jeg skrive indlæg der relaterer sig til til det at være bagland til en udsendt soldat. Jeg tager udgangspunkt i bogen Mit barn skal i krig, da det er min historie. Jeg er meget åben for spørgsmål og kommentarer.

Pårørende og veteraner

Mit barn skal i krigPosted by Anja Madsen Sun, December 28, 2014 15:21:20

Hvor mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Inden min søn valgte at gå militærets vej, havde jeg aldrig rigtig taget stilling til Forsvaret, og hvis jeg havde var det nok mest afstand. Men i og med at Forsvaret blev en del af hans liv, blev det også en del af mit.
Det var en helt ny verden for mig og det tog tid at finde rundt i et system der består af forkortelser ...
Som udenforstående, som man jo er som pårørende, så jeg overraskende mange positive ting i måden Forsvaret gør ting på, og som det menneske jeg er, valgte jeg at tro, at de mindre positive ting var mulige at ændre på.

Hvor mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Da min søn skal udsendes til Afghanistan, mærker jeg på egen krop hvor Forsvaret kan forbedre deres procedure i forhold til pårørende. På samme tid som de beder om baglandets fulde opbakning, glemmer de at bakke op om det selv samme bagland. Pårørendearrangementer er gode, men langt fra nok.
Der mangler et led i kæden. Dét led der gør at baglandet får den information de har brug for i forbindelse med en udsendelse. Der er rigtig mange følelser forbundet med at skulle udsendes både for soldat og pårørende, og det kan det være svært at tale om for mange. Her skal Forsvaret være det bindende led!
Er beslutningen om udsendelse en realitet, bør det automatisk udløse en samlet stak informations materiale, en detaljeret liste over hvor man som pårørende kan henvende sig ved yderligere spørgsmål, oplysninger/links til div. sider - som Soldaterportalen, Familienetværket m.m. og en beskrivelse af den faste procedure Forsvaret har i forbindelse med udsendelser (pårørende arrangementer osv)
Nogen vil sikkert sige, at soldaterne er voksne mennesker og selv bestemmer hvad de vil fortælle deres pårørende, men har voksne mennesker ikke også et ansvar? Vi har alle et ansvar og når ting er svære skal vi hjælpe hinanden, for på den måde kan vi nemmere bakke op om hinanden.

Hvor mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Som ringe i vandet påvirkede hans valg os alle både før, under og efter udsendelsen.
I en alder af 21 år er man bedrevidende og udødelig, og man har ikke en jordisk chance for at forstå og forholde sig til den livserfaring ens nærmeste gerne vil dele med én, når man træffer en så stor beslutning, som det er at blive udsendt.
Som mor/pårørende er der ikke ret meget andet man kan gøre end at bakke op og støtte så godt man kan. Samtidig med man hver dag skal forholde sig til ens værste frygt - nemlig angsten for at miste sit barn. Man ånder frygt, angst, stolthed og kærlighed i en stor mudret masse fra det øjeblik flyet med soldaterne letter og selv efter de er hjemme igen bliver det aldrig det samme.

Hvor mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Selv havde jeg et enormt behov for at læse om hvordan andre pårørende (forældre) havde klaret det før mig, men alt Forsvaret havde/har at tilbyde var et par foldere, der meget overfladisk beskriver enkelte fakta om emnet. Slet ikke uddybende nok for mig, og som en slags selvterapi skrev jeg bogen "Mit barn skal i krig", mens det hele stod på.
På den måde kom jeg af med alle de tanker og følelser, der fyldte i mig og som ingen i min omgangskreds rigtig kunne forholde sig til, da ingen havde stået i samme situation før mig.
Det var grænseoverskridende at udgive bogen og dele mit inderste med andre, men hvis jeg ved at fortælle hudløst ærligt om vores historie som pårørende med alt hvad det indebar, kan hjælpe bare en enkelt familie, så har det ikke været forgæves.
Min mission blev at række andre pårørende en hånd og skabe noget genkendelighed i kaos og følelsen af ensomhed.

Hvor mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Og det har bestemt været det hele værd! Der er kommet så mange vidunderlige tilbagemeldinger fra andre pårørende der har læst bogen. Tilkendegivelser om at de ville have elsket at læse bogen inden deres soldat skulle af sted.
Nogle af Forsvarets egne folk er også meget begejstrede for bogen og henviser til den når de underviser og holder foredrag og snakken falder på pårørende.
På den baggrund har jeg forsøgt at få den i Forsvaret som en del af deres faste materiale til pårørende eller i det mindste få dem til linke til den på deres side for publikationer. Det er via Forsvaret at pårørende søger information og rådgivning og alt der kan have interesse for pårørende bør være repræsenteret på Forsvarets hjemmesider.
Jeg har været i tæt kontakt til Veterancentret som synes bogen er god, relevant og interessant, men som alligevel afslår at tage den ind med den med den begrundelse, at der ikke kommer lignende missioner (Afghanistan) i fremtiden. ?
Men det handler ikke om missionen! Det handler om at række de pårørende en hjælpende hånd. Om vi sender vores soldater til Langeland eller Irak ændre ikke på følelserne de pårørende sidder tilbage med ...

Hvor mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Det er totalt uforståeligt for mig, at systemet er så trægt? Når baglandet er så vigtigt og der er så meget fokus på, at vi skal bakke op om vores soldater, så kan jeg slet ikke se hvorfor der ikke også skal bakkes op om baglandet?
Hjælper man baglandet hjælper man soldaterne!
Efter min søns hjemkomst har vi alle skulle lære hinanden at kende igen, for selvom vi stadig er de samme, har vi alle gennemgået store forandringer. På godt og ondt. Hans udsendelse har lært os uendelig meget, og at jeg ikke vil være den foruden, havde jeg aldrig troet jeg skulle sige.
Nu et halvt år efter har endnu en ny verden har åbnet sig for os; veteranernes!
Vi, min søn og mig, står med nye udfordringer og til min store skræk oplever jeg nu endnu større huller i systemet. Jeg skammer mig på nationens vegne over hvor ringe opbakning/opfølgning der er til de de soldater, der har været ude i verdens brændpunkter og forsøgt at gøre en forskel. Jeg skammer mig over den ligegyldighed pårørende møder efter at have levet i uvished, mens deres soldat var udsendt. På den ligegyldighed de pårørende møder når deres soldat måske kommer hjem med ondt i sjælen.
Hvis nogen er i tvivl skal de pårørende have meget brede skuldre!
Der er heldigvis også gode historier at fortælle, ingen tvivl om det! Men "vagt i gevær"- pt. taber vi alt for mange på gulvet - både veteraner og pårørende!
Der er nogen der skal lytte til de pårørende og veteranerne, for vi ligger inde med så mange guldkorn, at det kunne forbedre systemet hvis der var nogen der ville tage hånd om det. Man kan altid blive bedre! Også Forsvaret og politikkerne!
Vi har alle et ansvar og sammen kan vi gøre en kæmpe forskel!

Hvor mange gange skal man løbe panden mod en mur?
Jeg bliver ved til den vælter!

Jeg håber inderligt, at I vil være med til at hjælpe andre pårørende ved at gøre opmærksom på bl.a. denne side/bog ved at inviterer jeres venner til at synes om eller blot ved at dele?!





  • Comments(0)//mitbarnskalikrig.anjamadsen.dk/#post12

Skøt med sjov og spas

Mit barn skal i krigPosted by Anja Madsen Tue, October 07, 2014 15:53:52
Denne video havde vi meget glæde af da Stefano var udsendt. På en eller anden måde var det rart at se hvordan - i dette tilfælde amerikanske soldater - også fik tiden til at gå i lejren.
I en svær tid er det altid rart når smilet finder vej frem.


Se videoen her







  • Comments(0)//mitbarnskalikrig.anjamadsen.dk/#post11

Tiden et år og to måneder efter udsendelsen.

Mit barn skal i krigPosted by Anja Madsen Tue, October 07, 2014 15:39:55
Jeg tænker meget over om der er andre pårørende der, ligesom mig, oplever at det tager lang tid at lande ovenpå en udsendelse. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg mener med at lande, for i virkeligheden handler det vel om at finde en ny plads.

Alle de tanker og følelser der har været i forbindelse med at sende sit barn i krig sætter sine spor og intet er som før.


Generelt synes jeg, at oplevelsen har gjort mig til et mere åbent og gladere menneske og helt klart været med til at give mig mange nye værdier. Men jeg synes også det tager tid at finde sig selv igen og ikke mindst oplever jeg, at det tager tid for min mand at se forandringerne. Han har ikke været berørt på samme måde som mig, da han ikke er far til min søn.

Det der kommer mest bag på mig, er de dage hvor jeg bliver ualmindelig følsom og har let til tårer. Det sker oftest når jeg læser eller ser noget der er relateret til krigen i Afghanistan eller andre pårørende og deres historie. Da forsøger jeg at rette ryggen og minde mig selv om hvor seje vi alle sammen var, at vi kom igennem perioden på en god måde. Her tænker jeg især på Stefanos søskende og mig selv.

Alligevel er der noget der ulmer og jeg ved ikke hvad det er? Det virker som om min krop og hjerne gemmer på episoder eller følelser, der har været alt for uoverskuelige og som jeg har fortrængt, og som nu hvor alt er faldet til ro, stille og roligt prøver at finde vej ud. Jeg tror det er en naturlig reaktion, men dybt inde skræmmer det mig også lidt. Jeg ved jeg ikke kommer udenom tudeturen og tager den gerne. Men jeg synes det er svært at snakke om med andre, for det kommer hurtigt til at virke som en gang navlepilleri - uden at det er det.

Jeg prøver at vende det til noget positivt for lige gyldigt hvor hårdt det har været, har det medført så meget godt, som jeg ikke vil være foruden.

Er der andre pårørende der har det på samme måde?



  • Comments(2)//mitbarnskalikrig.anjamadsen.dk/#post10

Krigs UNO

Mit barn skal i krigPosted by Anja Madsen Thu, June 19, 2014 21:41:31
Så fik vi hygget med en gang krigs UNO. Aldrig er jeg blevet så beskidt på fingrene af at spille kort, men de er fedtede og støvede af ørkensand. Under hele udsendelsen havde Stefano kortene med sig i den lille taske sammen med sit lykkedyr (hunden på billedet)
En af kammeraterne havde haft en pose med forskellige dyr med til Afghanistan, og alle soldaterne havde valgt et lykkedyr, som skulle bringe dem held, mens de var udsendt. Om heldet er brugt op ved vi ikke, men det var ikke Stefano, der vandt UNO i denne omgang, men den lille hund har vundet en særlig plads i hans hjerte.



  • Comments(0)//mitbarnskalikrig.anjamadsen.dk/#post9

Sommeren får mit hjerte til at smile

Mit barn skal i krigPosted by Anja Madsen Sat, June 07, 2014 21:47:15

Jeg har altid været et "sommermenneske", men er blevet det endnu mere efter sidste år.

På denne tid sidste år var der ikke lang tid til Stefano kom på leave. Her er et lille uddrag fra bogen:
... "Ja, men så kommer Stefano snart hjem!" konstaterede han glad. "Lige dér." Han pegede med kuglepennen på den 20., der havde ring om. Han drejede hovedet og så op på mig. Det var, som om han skulle være helt sikker.
"Ja, er det ikke dejligt?" svarede jeg, "sæt du hellere kryds over datoen i dag. Nu kan det ikke gå hurtigt nok."
Han satte et kryds.
"Jeg glæder mig," sagde han og gik ind i stuen.
Jeg kiggede på kalenderen. Tænk, at vi var nået så langt. 20 dage var jo nærmest ingenting. Jeg kunne slet ikke lade være med at smile, men jeg vidste også, at dagene ville snegle sig af sted ...Billedet; Kalenderen vi, især Noa, krydsede af i hver dag, mens Stefano var udsendt.



  • Comments(0)//mitbarnskalikrig.anjamadsen.dk/#post8

Maskotter - hvorfor nu det?

Mit barn skal i krigPosted by Anja Madsen Sat, May 31, 2014 15:36:51
På billedet ovenover sidder vores to maskotter; Kanin og Tiger.

Tiger har omsider fået rystet ørkenstøvet af sig, for selvom han opholdt sig mest inde i teltet, undgik han ikke at blive rigtig støvet under de sandstorme der var, mens han var på mission med Stefano i Afghanistan. Det er ikke sand som vi kender det - det er nærmest støv, og det kommer ind alle vegne!
Mens Tiger kæmpede sammen med soldaterne, forsøgte Kanin, at holde humøret højt herhjemme. Hans missioner var meget anderledes end Tigers, men mindst lige så vigtige! Kanin har et stort hjerte og er trænet i at rumme alle mulige og umulige følelser. Han har været på utallige trøste/opbakning missioner for de mindste i familien, mens Tiger sikkert har lagt ører til en anden form for savn.

Tiger og Kanin er glade for at være blevet genforenet. Da de var adskilt skrev de breve til hinanden og nogle gange var Tiger heldig, at få en tegning tilsendt fra det kolde nord. De to, har været en rigtig god hjælp for familien, og de har på magisk vis været i stand til at rumme store som små smiley

Vi kan varmt anbefale brugen af maskotter hvis der er børn i familien. De kan aflede, trøste og skabe en anderledes kontakt.

  • Comments(0)//mitbarnskalikrig.anjamadsen.dk/#post7

Kom forbi Arnold Busck i Ballerup den 31. maj til en snak om bogen.

Mit barn skal i krigPosted by Anja Madsen Mon, May 26, 2014 21:18:52
Lørdag den 31. maj er jeg at finde i Arnold Busck i Ballerup Centret.
Så sæt kryds i kalenderen og kig forbi i tidsrummet kl. 11.30 til ca. 13.30 hvor jeg svarer på spørgsmål omk. bogen. Eller måske vi kan få en god snak om hvordan vi, som forældre, kan lære at bakke op om vores børn, når de træffer valg vi ikke kan acceptere, men som vi bliver nødt til at respektere.


  • Comments(0)//mitbarnskalikrig.anjamadsen.dk/#post6

Debat: Hvad kan man som netværk gøre for at bakke op om de familier, der sender deres barn i krig?

Mit barn skal i krigPosted by Anja Madsen Sat, May 17, 2014 18:04:59

Hvad tænker du man som netværk, kan gøre for at bakke op om de familier, der sender deres barn i krig?

Jeg vil blive meget glad for at høre hvad andre tænker om dette emne. Vi er alle forskellige og har sikkert forskellige meninger om hvad der er godt for os, men det kunne være interessant, at få sat ord på.

Det kan være svært, at få den nødvendig opbakning, man kan have brug for som bagland.

Jeg er ikke i tvivl om, at det også kan være meget svært at finde ud af hvad man som netværk kan gøre for at hjælpe, når "krisen" rammer i familien eller vennekredsen. Men jeg ville ønske, at vi ikke var så forskrækkede, for at komme tæt på, når nogen har det svært. Det kan uden tvivl være svært for de involverede at sætte ord på det de har brug for og særlig svært kan det være at bede om hjælp eller en skulder at græde ud ved. Men hvad kan man som netværk selv gøre?

Da min søn valgte at drage i krig, opdagede jeg hvor forskelligt folk i min omgangskreds reagerede på det, og jeg fandt hurtigt ud af med hvem jeg kunne dele mine tanker ,og hvornår det var bedst at tie stille.

Nogle i min omgangskreds forsvandt lidt ud i periferien, fordi de havde svært ved at håndtere alt det min familie og jeg gik igennem, og ikke vidste hvad de skulle stille op. Andre kløede på med positive bemærkninger som, "Der sker ikke noget ... Han kommer hjem igen ... Du skal ikke være bekymret ..." Men ikke desto mindre blev jeg som mor/pårørende nødt til at forholde mig til alle aspekterne af udsendelsen. Inklusiv at det for min søn var med livet som indsats!

Heldigvis var der også nogle, der forstod at lytte! Bare lytte. På alle mulige og umulige tidspunkter. Det var dét jeg havde jeg brug for, da jeg skulle finde hoved og hale i alle de tanker og følelser, der fyldte mig. Jo flere gange jeg fortalte om det, jo bedre kunne jeg forholde mig til det. Personligt havde jeg ikke brug for, at nogen beroligede mig eller kom med "løsninger" på min krise.

Så jeg takker af hjertet dem i min omgangskreds, der forstod det, og som lyttede til de samme sætninger igen og igen.







  • Comments(0)//mitbarnskalikrig.anjamadsen.dk/#post5
Next »